Visitation (der) virker

Vis artikeloversigt

Artikel november 2023

Visitation. Det er et svært ord - et svært begreb faktisk. Man skal vende det mange gange i munden for det ER ukomfortabelt. Det smager af mikrostyring, kraftig ledelsesrepræsentation, støttestrømper, borgere der venter i evigheder og medarbejderspild og bureaukrati på formel. Gid vi kunne finde et andet ord. Vi prøvede faktisk - men så klingede alternativerne lidt af varm luft. Og er der noget de store velfærdsområder slet ikke har brug for mere af, så er det da regler og varm luft. Vi har derfor besluttet, at vi holder fast i det gode gamle ord. Vi vil gerne give visitationen nogle fornyende perspektiver, for metoden kan virkelig noget.

Lad os udfolde:

1. Visitation kan ikke bruges som en effektiviserings- eller spareøvelse in spe. Visitation skal tilrettelægges fordi I som kommune vil arbejde til borgerens fordel ved at give hurtigere, bedre (og dermed lovmedholdelige) afgørelser. Sikre tilbud, der er fagligt og ikke mindst tværfagligt valide. Spare medarbejdere og ledelse for mange uformelle og tidsrøvende drøftelser. Skabe læringsrum, der hele tiden giver (gratis) faglig udvikling kollega til kollega.
2. Det her med tid er en sjov størrelse: Vi bruger mere tid på "har du lige 7 minutter drøftelser" end faste faglige visitationsudvalg hvor afgørelserne træffes. Et visitationsudvalg professionaliseres ved at datoerne lægges på hjemmesiden så borgere, der venter på afgørelser, kan se hvornår udvalget har truffet beslutning i vigtige aspekter af deres liv.
3. Det er kun de rigtige ting der hører hjemme i et visitationsudvalg. Selvom støttestrømper, transport til efterskole, briller og tampax er helt reelle forespørgsler, hører de ikke hjemme som en del af et effektivt visitationsudvalg. Det er vigtigt at give det rum faglig troværdighed, ved at give medarbejderne egenkompetence, som et godt udgangspunkt. På den måde spilder du heller medarbejdere eller borgeres tid ved at standse produktionen. Det er de store ting der skal vendes i visitationsudvalget: Anbringelser, plejehjem, ungestøtte, behandlings- og specialundervisning, tabt arbejdsfortjeneste, mentor, senhjerneskader, hjælpemidler og bostøtte for at nævne nogle. Alle de beslutninger, der kan have mange andre faglige betragtninger end blot en.
4. Visitationsudvalg, der rykker er de, der inviterer borgere med. Vi bliver ofte spurgt, om vi selv tror på det og om vi har set det virke i virkeligheden. Ja svarer vi til begge dele. I det rum hvor borgeren er og hvor de får lov at udtrykke deres egne behov, får faglige begrundelser på både tilsagn og afslag, sker der noget virksomt. Erfaringerne vi har gjort os er at det bliver en referenceramme i det videre samarbejde med borgere: "Jeg har fået noget at hænge mine samtaler med borgeren op på" sagde en rådgiver. Vi forstod at hun ikke længere blot overbragte et budskab, men at de fælles var kommet frem til en retning. Selvom man ikke er enig - eller at man er, så har det at være en del af processen fuldstændig afgørende betydning.
5. Visitation skal betragtes som et idérum hvor der modnes og træffes fagligt funderede beslutninger. Borgerens udgangspunkt kan mødes af flere fagligheder og forvaltninger. Vi ved godt at 86% af alle borgere, der kommer på de store velfærdsområder ikke har timet deres problemstillinger til kun at matche et velfærdsområde. Derfor er der en god idé at have flest tværfaglige visitationer, der har mandat og budget til at træffe tværfaglige beslutninger.
6. Man kan være mere eller mindre modig med visitationsudvalg. Fx er det virksomt at knytte et fælles budget til et visitationsudvalg så i ikke længere skal sidde med følelsen af at skubbe beslutninger og udgifter hen over bordet. Så bliver det vores beslutninger og vores faglige rum, der har besluttet dette i en given sag.
7. Et visitationsudvalg skal have reelle faglige intentioner, der så vidt det er muligt træffer beslutninger, der tager udgangspunkt i borgerens progression eller mangel på samme. Beslutninger skal træffes fordi det giver mening. Ikke fordi der er mange pladser ledige lige nu på en intern foranstaltning men fordi det er i overensstemmelse med det behov, der er. Der skal også være plads til andre faglige forslag i visitationsrummet. Hvis du som myndighedssagsbehandler kom og håbede på en dagbehandlingsplads til et barn, så skal der være lydhørhed overfor at udfører har viden om barnets progression og ønske og derfor foreslår at der skabes andre løsninger fx frikøb af en pædagog i stedet.
8. Gode visitationsudvalg skaber gennemsigtige beslutninger. Gennemsigtige beslutninger er godt for borgere, for kommunens økonomi og i benchmark sammenhænge.
9. Revisitationer er en vigtig ingrediens i et visitationsudvalg. Ingen foranstaltninger bør foranstaltes lineært, men skal tage udgangspunkt i den livssituation borgeren er i aktuelt. Her er mange penge at spare. Det er god borgerservice at arbejde med borgerens egne ressourcer og aktuelle livssituation i visitationsøjemed.
10. Hvis man har kvalitetsstandarder eller serviceniveauer skal de være opdaterede. De skal også have en oplysende funktion så der kommunikeres til borgere og medarbejdere omkring kommunens niveau. Serviceniveauer, der er stemt af med lokalpolitikere og evt. civilsamfund og borgerrepræsentanter, giver et godt fundament for medarbejdere og ledelse til at træffe beslutninger ud fra. Det mindsker klager og uoverensstemmelser. Og pseudoprocesser.
11. Husk at sætte tid på en foranstaltning. Den behøver ikke at vare uendeligt eller afvente en revisitation for at den kan afsluttes. Mennesker er i konstant bevægelse og dermed også deres foranstaltninger. En visitation kan sagtens vare 6 uger eller 3 måneder. Og man kan revisitere uendeligt.

Vis artikeloversigt